At skrive en bog i fællesskab
At skrive en bog sammen er et tæt partnerskab, så derfor er det vigtigt, at der er god kemi mellem dig og ghostwriteren. Derfor begynder samarbejdet altid med et par møder, hvor ideen og samarbejdet tales grundigt igennem. Jo bedre du kan beskrive, hvilken bog det er, du gerne vil ende med, desto lettere er det for Bogskriveriet at finde den rigtige stil og tone.
Når konceptet for bogen er på plads, går arbejdet med indholdet i gang. Dette vil typiske ske gennem en række møder, hvor du fortæller, og ghostwriteren tager noter og spørger ind til oplysningerne. Mellem møderne skriver ghostwriteren tekst, som sendes til dig til gennemlæsning. Den redigeres og skrives løbende om med de ændringer og tilføjelser, du måtte have. Måske skriver du også selv dele af teksten, hvis du har lyst til det. Arbejdsprocessen betyder ofte, at det, der skrives i starten, er uigenkendeligt, når man nærmer sig slutningen.
Hvis du underviser eller holder foredrag om det, du gerne vil skrive bogen om, kan ghostwriteren sidde med til undervisningen eller dit foredrag og bruge det som grundlag for teksten. Det er dog stadig nødvendigt med en række møder, hvor teksten gennemgås, og tvivlsspørgsmål opklares.
Ved mere personlige fortællinger som erindringer og lignende kan det være en fordel med et mere intensivt forløb, hvor man virkelig kan komme i dybden. Dette kan for eksempel gøres ved at tilbringe nogle dage sammen på en kro eller et hotel. Det intense samvær betyder, at man ofte får arbejdet sig dybere ned i fortællingen. Med møder et par timer om ugen kan det være svært at fastholde den røde tråd.
Læs mere om at skrive en fagbog eller undervisningsbog eller dine erindringer.
Hvis du har nogle spørgsmål, eller en ide til en bog, som du gerne vil vende med os, er du velkommen til at ringe på 40 53 74 85 eller sende en mail til info@bogskriveriet.dk.